Kristendomskundskab
Der undervises i kristendomskundskab fra 1. – 6. klasse i én ugentlig lektion.
I 7. eller 8. klasse har eleverne mulighed for at blive konfirmeret i Kolding kommune.
I basisklasserne indgår kristendomskundskab som et valgfag med én ugentlig lektion i 8. og 9. klasse. Derefter kan faget blive udtrukket som eksamensfag.
I fagklasserne er kristendomskundskab obligatorisk og der undervises i 2 ugentlige lektioner i 9. klasse. Derefter kan faget blive udtrukket som eksamensfag.
Vi tilstræber, at der på alle årgange i grundskolen er mindst ét skole-kirke projekt i årsplanen. Se evt. mere om skole-kirke samarbejdet i Kolding Kommune på
www.koldingskik.dk
Følgende projekter er udvalgt til de forskellige klassetrin:
1. kl.: ”Fortælleren – Den hellige nat”. Dette foregår i Sct. Nicolai kirke, hvor præsten fortæller om juleevangeliet.
2. kl.: ”Fortælleren – Påske”. Samme fremgangsmåde som til 1. klasse.
3. kl.: ”Jesus på slottet”
4. kl.: ”Salmesangsfest”
5. kl.: ”En som Hodder”. Film og dertilhørende undervisningsforløb.
6. kl.: ”Tro og Tolerance”. Et landsdækkende skole-kirke projekt.
Vi lægger stor vægt på at opretholde en god og positiv kontakt til den lokale kirke, hvor præsterne gerne tager imod besøg.
På Kolding Realskole er det ikke muligt at blive fritaget fra undervisningen pga. anden religiøs baggrund, fordi kristendommen er en del af det kulturelle grundlag i Danmark.
Formål for faget:
For at tilgodese Kolding Realskoles grundfæstede holdning til det kristne kulturgrundlag, som bl.a. kommer til udtryk ved skolens daglige morgensang, tager undervisningen udgangspunkt i kristendommen, som den fremtræder i historisk og i nutidig skikkelse. Her vil de bibelske fortællinger spille en central rolle. Derudover har etik og livsfilosofi en fremtrædende plads i undervisningen, således at eleverne tilskyndes til eftertanke og stillingtagen.
Eleverne vil desuden stifte bekendtskab med ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser, og især i overbygningen vil dette kundskabsområde, som også indeholder filosofi, indtage en central plads i undervisningen. Hensigten er at give eleverne en større forståelse og respekt for andre livsopfattelser, samt at ruste dem til at imødegå de udfordringer, som mødet med andre kulturer giver.
Religion drejer sig om meningen med livet, og det er derfor vigtigt at der i faget gives plads til elevernes undren og spørgen.
I øvrigt henvises til Fælles mål for kristendomskundskab –
klik her
(revideret august 2012)